Lossepladsområdet
Søster Helena kører den lille bil over en passage af
den grøft der ligger mellem slumområdet og vejen. I grøften står vandet
stille og er dækket med et grønt lag de steder hvor der ikke stikker skrald
op. Vi kører ca. 50m forbi nogle hytter indtil det hjulspor mellem affaldet
vi kører i stopper og affaldet ligger så ujævnt at vi ikke kan køre på det.
Det er som om vi er kommet til en anden planet, hvor grundsubstansen ikke er
jord eller sand, men derimod affald. 
Stanken minder mig om en mødding med den sødlige
forrådnelse af afføring og andet organisk affald. Der ligger skrald overalt,
og der er millioner af fluer. Vi passerer to døde rotter, der bare ligger og
får lov til at ligge. Rundt omkring står der store sække med sorteret affald
- plastikflasker, pap osv. Det er de samme sække der bruges til cement
derhjemme. Husene er små hytter flækket sammen af forhåndenværende
materialer. Vi møder Shenuda, der venligt inviterer mig indenfor, så jeg kan
se hans hjem, hvor et interimistisk toilet, et soveværelse og en lille entré
(der også indeholder køkkenet) er bolig for hele familien. 
Det
er ufatteligt, at det kan rumme en hel familie, men jeg kommer til at tænke
på den baoabfamilie - dvs. familien der servicerer lejlighederne i en
boligopgang - jeg netop kom fra. De boede en familie med fire børn i et rum
med en stor seng i det ene hjørne og så en lille meters fri luft rundt om,
og så et toilet der også udgjorde køkkenet. Hos Shenuda er madlavning og
toilet i det mindste adskilt. Børnene på lossepladsen bliver meget ivrige ved synet af en lyshåret dansker
og deltager hellere end gerne på et billede. Ved opstillingen til et
gruppebillede afbørnene træder en af dem op i et metalfad, der indeholder
en blanding af skrald og aske med hans bare fod. Skidtet vælter ud på jorden
og over hans fod. Han ser det, men gør ingen notits af det, da det hele
alligevel flyder med skrald og da det tilsyneladende er normalt forham at
vandre rundt i affaldet med de bare fødder, selvom det er i januar og det er
ret koldt på denne tid.Lugten af forrådnelse, de mange
fluer, børnenes ringe påklædning, hytternes størrelse og tilstand giver mig
en overvældende følelse af håbløshed og sorg på deres vegne. Men jeg er nødt
til at skjule det, for selv er de ikke kede af det. Det er deres liv, deres
dagligdag og de kender ikke til andet og nu er de jo glade for, at der er
gæster. Men fra de lægetjek, der bliver lavet af børnene i kirkens projekt
ved jeg, at selv om de er glade og selv om nogle af dem endda går i skole,
har de ikke mange chancer for at flygte fra lossepladsen. Omgangen i og med 
affaldet gør dem
syge med bakterieinfektioner og hudsygdomme, som de ikke har råd til at få
behandlet. Deres viden om grundlæggende hygiejne er ikke-eksisterende
ligesom deres muligheder for at udføre ordentlig hygiejne. Derfor kan de
ikke få arbejde udenfor lossepladsen, da ingen vil ansætte folk, der ofte
ikke kan møde på grund af sygdom. Skraldet som de henter, sorterer de med
håndkraft, sælger til genbrug, fodrer deres dyr med og bygger deres huse
med. Skraldet bliver således både deres levebrød og stavnsbånd. Det skønnes at omkring 10.000
mennesker bor under disse forhold i Port Said alene. Den koptiske kirke i
Port Said er i samarbejde med Danmission ved at søsætte flere projekter, der skal hjælpe de fattige. Projekterne
føres an af Søster Helena, der ofte færdes i slumområderne og kender folkene
der. Projekterne er både for muslimer og kristne og skal være med til at
bryde den onde cirkel, der holder folk i slummen. Projekterne indebærer på
nuværende tidspunkt mikrolån og undervisning af mødre i ernæring og
hygiejne. Men det er et langt hårdt slid at bryde cirklen, da de helt basale
forudsætninger som evnen til at kunne læse og skrive for manges vedkommende
ikke er til stede, da mange af dem aldrig har gået i skole. Nogle af børnene
går i skole, men deres chancer for at klare eksamen er ringe. Dels fordi de
ikke kan få megen støtte til lektielæsningen derhjemme, men også fordi
lærernes lønninger på ca. 300 L.E. om måneden (ca. 330 Kr.) ikke er nok til
at leve for. Derfor er de afhængige af de ekstra indtægter, der kan skaffes
ved at lave betalte ekstratimer, hvilket jo ikke motiverer lærerne til at
yde deres bedste i skolen. Selvfølgelig er ekstratimer ikke noget de
fattigste har råd til, men et af de planlagte kommende projekter er
heldigvis lektiehjælp.
Det er hårdt at opleve den ekstreme fattigdom og det bliver ikke mindre hårdt af at se deres smil og glæde, der bare understreger, at de ikke kender til andet. Alligevel finder jeg trøst i deres smil, da det giver mig en tro på, at den onde cirkel kan brydes, idet det første skridt netop er håb. Et håb som især Søster Helena arbejder hårdt på at mane frem.
Martin Diget Aamann
Volontør for Danmission
