FÆLLESMAIL 3 - JULEKORT

Kære familie og venner!

Her mens 2007 synger på sidste julevers kan vi kigge tilbage på et fantastisk år med masser af spændende oplevelser.
I det første halvår var Martin på Unge Hjem, hvilket han var utrolig glad for. Det var imidlertid et årsvikariat og det viste sig desværre, at der ikke var nogen ledig stilling til ham til der i det efterfølgende skoleår. Det gjorde dog ikke så meget, idet Maria gerne skulle et år til USA som en del af hendes Ph.D. Så da sommerferien kom, forlod vi vores kære vicecærtsbolig i FDF-huset i Højbjerg for at tage til USA. Efter vores noget blandede oplevelser i Egypten vidste vi, at bare en måned kan være et uoverskueligt tidsrum hvis ikke man trives, så det var med nogen spænding at vi atter stod med (tæt)-pakkede kufferter.
Men ankomsten til USA var en blød landing med 14 dages ferie i Michigan med Marias familie, idet Anna og Christian bor i Michigan mens Christian arbejder som post doc. på universitet.
Efter ferien kørte vi fra Michigan til Maryland, hvor Marias arbejde skal foregå. Her har vi nu fundet en lækker lejlighed og er efterhånden også ved at lære nogle folk at kende rundt omkring.
Marias arbejde skrider fremad i almindeligt grundforskningstempo, hvilket vil sige 30 dage uden resultater og så en enkelt dag med gevinst, der giver gnisten til de næste 30 dage. Sådan er det at lede efter en nål i en høstak, der måske er der. Men til gengæld får hun lejlighed til at lege med noget superavanceret udstyr og det er jo alt andet lige sjovere at lede efter nåle med et laserguidet tre-dimensionelt supermikroskop end med lup og pincet!
Martins arbejde i USA har været begrænset til det mere lystbetonede, da det har taget en enorm tid at få en arbejdstilladelse igennem. Ventetiden er blevet fordrevet med hjemmesideprogrammering, danskundervisning på Den Danske Skole i Washington om lørdagen og 14 dage i Ecuador. I Ecuador fik han genset sin værtsfamilie, besøgt hans ven Jeppe fra udvekslingstiden og leget turist i den sidste uge sammen med Anna.
Nu er arbejdstilladelsen endelig kommet så nu mangler der bare et social secutity number (en slags cpr-nummer) for at kunne arbejde. Martin er dog allerede blevet antaget hos Danfoss, der ligger lige godt 2 km. fra vores lejlighed. Her skal han arbejde i deres Retail Care afdeling i en slags support-center. Det bliver spændende at opleve en stor dansk virksomhed i udlandet og i det hele taget at blive en del af det pulserende erhvervsliv, der formentlig adskiller sig væsentligt fra livet på en efterskole på mange måder.
Generelt er vi begge meget tilpas her i USA. Den amerikanske kultur har været noget nemmere at vænne sig til end den egyptiske og så har det været en stor glæde for os at have Anna og Christian omkring. Både idet Anna og Martin har kunne rejse sammen til Ecuador mens Maria og Christian klarede arbejdsdelen, men også bare det at der er nogle man kan ringe til, der sidder i samme tidszone.

I tiden der kommer glæder vi os nu og her til julen og de efterfølgende dage, da vi får gæster, der kan bruge vores gæsteværelse. Anna og Christian ankommer senere i dag og bliver til efter nytår. Kristina (Marias veninde fra gymnasiet og vores fælles plejebarn :-) kommer den 27. december og bliver til den 10. januar og Martins bror Lars kommer på besøg den 6-8 januar.
Ellers glæder vi os til maj, hvor Rikke, Kim og lille Trine kigger forbi sammen med deres snart tilkommende familiemedlem. Det bliver festligt med gæster og vi håber, at der er mange flere af jer, der kan finde tid til at kigge forbi og afprøve vores gæsteværelse!
Maj bliver nok også måneden, hvor vi slår et smut til Danmark i forbindelse med Marias kandidatforsvar
Og sidst men ikke mindst glæder vi os til sommer, hvor vi vender snuden mod Danmark igen. Ude er godt, men hvor vi dog savner alle jer derhjemme...

Så med lyse fremtidsudsigter vil vi herfra gerne ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår! Og til slut vil vi gerne slutte af med en lille dans...

Klik her.

Mange kærlige julehilsener
Maria og Martin

Bryllup Udsendt til Egypten Skiferie i Saalbach julen 2006 Et år i USA