FÆLLESMAIL 2

Nyhedsbrev

Velkommen til vores andet nyhedsbrev fra USA. Mange ting er sket siden sidst og vi er efterhånden ved at have en hverdag kørende. Vi har prøvet at samle lidt sammen på nogle af vores oplevelser, som man kan læse om i dette nyhedsbrev

Forbrugerkultur

Noget af det første man lægger mærke til her er deres forbrugerkultur. Det ligger dybt i amerikanerne at man skal have alle goderne og det skal ikke være for dyrt – endnu mere end vi er vant til i Danmark, tro det eller lad være ;-). Således er amerikanerne dybt chokerede over de voldsomme stigninger i oliepriserne, selvom de stadig kun betaler ca. en tredjedel af hvad vi betaler i Danmark. Prisen er dog også mere end fordoblet over de sidste 5 år. Hele ideen om at spare på energien er ikke ukendt herovre men ny og det er meget sværere da samfundet er som helhed på ingen måde indrettet efter det, så det bliver også svære for den enkelte at vælge at være miljø og forbrugerbevidst. F.eks. kan man i vores bruser kun vælge temperaturen på vandet og ikke hvor meget vand der kommer ud, der er bare altid fuldt tryk på.

Retssystemet

Angående deres retssystem er det jo landet hvor alle kan sagsøge alle. Således har en senator netop sagsøgt Gud for naturkatastrofer og skabelsen af terrortrusler. Hvor tåbeligt det end lyder, har manden en fornuftig pointe; der er for mange latterlige retssager.
Retssystemet herovre er, som vi forstår det, med til at give meget af det bureaukrati vi løber ind i. Som for eksempel da vi skulle leje vores lejlighed for et år og vi skulle bevise vores kreditværdighed, da det er svært at få folk der ikke betaler smidt ud. Kreditværdigheden beviser man her ved at vise sin kredithistorie. I modsætning til Danmark laver man her en positiv kredithistorie, mens man derhjemme kun får en kredithistorie, hvis man ikke betaler. Af gode grunde kunne vi ikke fremvise nogen kredithistorie 14 dage efter vores ankomst. Det er heller ikke noget problem, hvis man bare kan fremvise sine seneste tre lønsedler eller et brev fra ens arbejdsgiver der bekræfter ens ansættelse – men i det vi er forud finansieret af legater fra Danmark og Marias officielle status herovre er volontør er det lidt svært med lønsedler. Vi foreslog en løsning hvor vi forudbetaler hele året. Den slags smarte tricks hopper de naturligvis ikke på herovre, idet det ikke er standardproceduren. Til sidst lykkedes det os at overbevise dem, men det er vores indtryk at det er meget vigtigt for dem at følge reglerne bogstaveligt frem for at tænke selvstændigt: Dette bunder formentlig i retssystemet. Når alle kan sagsøge alle og der ikke er noget egentlig loft på, hvor stor en skadeserstatning man kan idømmes, bliver det yderst vigtigt at have sin ryg fri og det gør man bedst ved at følge reglerne - uanset om reglerne er lavet til den givne situation eller ej!

Arbejdskultur

Vi har bemærket at der er en anderledes arbejdskultur her end derhjemme. På en arbejdsplads som Marias, ville det i Danmark være en selvfølge at folk kommer og går som det passer med forsøgene da diverse celler og forsøgsopstillinger ikke tilpasser sig almindelig arbejdstid. Her lægger man i højere grad vægt på arbejdstid i forhold til indsats end vi er vant til hjemmefra – det skal vi lige vende os til. Efter at have oplevet dette forstår vi bedre et amerikansk tv-indslag vi så for nogle måneder siden. Det handlede om, hvordan europæerne (i dette tilfælde franskmændene) stort set ikke passede deres arbejde, men hele tiden var på ferie - og det endda uden at tage arbejdsmobilen med.
Til sammenligning har amerikanerne nogle steder kun to ugers ferie om året! Tilgengæld bliver det oftere til lange pauser, så det virker ikke til at den totale arbejdsindsats er så forskellig - så måske er vores arbejdskultur med tillid til den enkelte og det dermed følgende ansvar ikke så tosset endda!

Emission control

Vores smukke bil Trunte har det godt og vi er fortsat glade for hende. Dog er der kommet lidt skår i glæden, idet Trunte er indkaldt til en udstødningskontrol. Ved denne kontrol må der ikke være nogen advarselslamper der lyser i instrumentbrættet.
Vi har imidlertid købt Trunte vel vidende at benzinmåleren kun virker nogle gange og af den grund lyser ”Tjek motoren” lampen. Grunden til at vi bare affinder os med det er prisen for reparationen. Nu lader det imidlertid til, at staten Maryland ikke bryder sig om at vi har en defekt benzinmåler. Derfor skal vi have det repareret. En lille finurlighed ved denne udstødningskontrol er, at man ikke behøver at få sin bil fejlfrit igennem testen. Det er ok at den forurener helt tåbeligt, hvis man kan fremvise kvitteringer, der godtgør at man har brugt 465$ eller derover på udstødningsrelevante reparationer indenfor den sidste måned. Endnu et eksempel på, at bilen herovre er så vigtig, at man er nødt til at sørge for at alle kan beholde og køre deres bil. Dette understreges også af sværhedsgraden i deres køreprøve!

Marias arbejde

Marias arbejde går fint. Det er nogle meget venlige kolleger og fantastiske rammer for arbejdet. Imidlertid driller projekterne en del, hvilket jo kan være træls nok, men ikke uventet inden for feltet. Som Meltem (Marias kollega) siger ”Man er heldig hvis der er 29 dage på en måned hvor tingene ikke virker og én dag hvor de virker”.
Ellers har Maria i ”frokostklubben” fået tilnavnet den danske Martha. Martha Stewart er en kendt personlighed herovre, der vist nok bedst kan sammenlignes med en yngre udgave af Kirsten Hüttemeier. Det kærlige tilnavn skyldes, at Maria altid møder op med en hjemmelavet, anrettet madpakke med hjemmebagt brød, hvilket er noget usædvanligt for amerikanerne – Men for ikke at ende i dagligt sukkerchok og fedtrus er det nødvendig at lave det selv :-)

Martins tidsfordriv

Mens Martin venter på arbejdstilladelsen, der gerne skulle foreligge omkring den 21. oktober, bruger Martin tiden på at lave hjemmeside. Programmet har indtil videre budt på Adobe Dreamweaver, Stylesheets og Perl. Resultatet kan ses på www.digetaamann.dk, hvor Perl-delen har udviklet sig til en gæstebog (der i skrivende stund er gabende tom...). Ellers er Martin startet i Boyscouts of America. Det er noget anderledes end FDF, men ledere og børn virker rare så det skal nok blive godt.
Lørdag havde Martin sin første undervisningsgang som lærer i Den Danske Skole i Washington. Det gik godt selvom der var nogle af børnene der havde godt med krudt – men det var jo også lørdag, så det er ikke så overraskende at de kan være lidt urolige.
Den 9. oktober rejser Martin til Ecuador for at gense sin værtsfamilie, besøge hans gode ven fra udvekslingstiden Jeppe og for at give den som turist. Turen kommer for Martins vedkommende til at tage 14 dage. Anna (Martins svigerinde) kommer ned og deltager i festlighederne i den sidste uge.

Ursula

UrsulaSom noget, der i første omgang virkede lidt skræmmende, men som vi siden hen er blevet ret glade for, har vi fået et lille kæledyr. Det er vores knæler Ursula, der bor ude i opgangen. Vi startede med at døbe hende Herbert, men da der kom en anden knæler på besøg, der var markant mindre, kunne vi regne ud, at Herbert nok ikke var det rigtige navn, da hunnerne er de største. Vi døbte hende i stedet for Ursula og den lille kom til at hedde Herbert.
Som I kan se på billedet, ligner det ikke verdens hyggeligste dyr, men efter at have hørt og læst lidt mere om knælere viser det sig at være et fantastisk dyr at have omkring. Det sidder bare lige så stille og venter på, at der kommer insekter forbi, fanger dem og æder dem. Så Ursula fungerer i praksis som vores selvkørende insektfjerner! Af samme årsag er knælere fredet og der er bøder for at slå dem ihjel. Imidlertid lader det desværre til at Ursula - efter at have været vores trofaste vagtknæler i næsten en måned - er gået hjemmefra... ØV! Som en interessant fodnote kan det fortælles, at indenfor nogle knælerarter æder hunnen hannen umiddelbart efter kønsakten. Vi har forresten ikke set Herbert for nylig...

Turisme

Af turistiske aktiviteter har vi været på tur til Shenandoah National park og prøvet river rafting i Harpers Ferry. Man kan se billeder fra vores tur til Shenandoah på hjemmesiden, men vi glemte desværre kameraet da vi tog til Harpers Ferry... Alt i alt er der masser af gode steder at tage hen i weekenderne – og Washington er kun 1 times kørsel væk, så der er rig lejlighed til at se flere kendte steder, hvilket vi glæder os til. Alt i alt er det utroligt at et så stort land har en sådan diversitet landskabsmæssigt inden for kun få timers radius, hvilket forøvrigt er en anden betragtning: Her regner man ikke i kilometer eller miles når man måler afstande ud – man måler i timers kørsel. Noget vi hurtigt har taget til os.

Til slut

Det var ordene for denne gang. Husk at vi har et gæsteværelse herovre der står gabende tomt og at flybilletter er latterlig billige! Har man ikke tid til en smuttur til USA er man meget velkommen til at ringe til os. Vi har - som fortalt tidligere - et dansk nummer til dansk lokaltakst (36 98 79 37), så slå gerne på tråden.

Mange venlige hilsener!
Maria og Martin

Bryllup Udsendt til Egypten Skiferie i Saalbach julen 2006 Et år i USA